Ferie er en skøn ting, men det er dejligt at være tilbage i klinikken.
August har været fuld af babyer, den yngste en lille dreng på 12 dage. En baby som er præmatur med ondt i maven og søvnproblemer. I løbet af måneden har jeg behandlet babyer som er præmature med ondt i maven, som har uforklarlig uro i kroppen, trykken for ørerne, reflux, mange med søvnproblemer (som nu heldigvis sover bedre), skæve baghoveder og banan-form. Ved du hvad bananform er? Det er et udtryk for, at når vi lægger barnet på ryggen og kigger på det, så har det en drejning i kroppen som en banan. Det kan være mod venstre eller højre og i mere eller mindre udtalt form. Det kan være tegn på spændinger i nakke, hofte eller musklerne omkring rygsøjlen. Eller noget helt andet. Læs mere om babybehandling Specialist i behandling af spædbørn og for tidligt fødte
Efterfødselstjek
Jeg har også haft en håndfuld babyer til efterfødselstjek. Dvs. at jeg blidt mærker barnets krop igennem fra tæerne til hovedet. Hvis der er tegn på spænding, blokering eller andet undervejs, så behandles det. Ved flere af tjekkene fandt jeg en mindre skævhed i nakken. Det er godt at få løsnet, da der er risiko for, at det kan påvirke barnets naturlige udvikling. Forestil dig, at du skal ligge på maven og skal kigge frem og op – og har en spænding i nakken. Det er svært og gør ondt. Eller skal prøve at vende dig fra ryg til mave. Nogle gange er det både baby og mor, som får et efterfødselstjek. Læs mere Efterfødselstjek af baby og mor
Sundhedsplejersker anbefaler KroppenRundt
Flere forældre fortæller, at deres sundhedsplejerske anbefaler et besøg her. Det er skønt, at vi kan samarbejde på den måde. Tak til de mange sundhedsplejersker, som henviser forældre til mig og ikke mindst til jer, som anbefaler et besøg her.
I august har jeg også haft besøg af større børn – og en børnebehandling er ikke kun at ligge musestille på briksen. Bl.a. har jeg haft besøg af en dreng på 7 år, som havde en isbjørne-bamse med. Den måtte vi da bygge en sne-hule til på briksen og inden behandlingen var ovre, var der en flodhest, en elefant, isbjørnen og mange andre dyr i hulen. I min klinik må man nemlig gerne lege med legetøj under behandlingen.
Det siger klienterne i august
I løbet af august har jeg fået mange tilbagemeldinger fra jer. Her er et par af dem…
”Tak J. Jeg har været glad rigtig glad for at gå hos dig. Synes du er en dygtig behandler og et rigtig behageligt menneske, som man hurtigt føler sig tryg og godt tilpas hos.” Fra forældre til dreng på 6 måneder med skævt baghoved.
”Han var VIRKELIG glad for at være hos dig og han vil meget gerne komme igen. Han glæder sig til, at han skal derud igen. Fra forældre til 10 årig dreng med angst efter 1. behandling.
”Jeg har været meget tilfreds med dine behandlinger. Desuden var det rigtig fint med den snak om, hvad jeg kunne gøre mht. stress. Fra mor til pige på 4 måneder – de var til efterfødselstjek til baby og mor.